Virksomhedspraktik og beskæftigelse

Vidensnotat om vejen fra virksomhedspraktik til beskæftigelse, baseret på erfaringer og anbefalinger fra kommuner og virksomheder.

Løntilskud og virksomhedspraktik i både offentlige og private virksomheder skaber bedre jobudsigter for flygtninge og familiesammenførte.

Det viser erfaringer indsamlet fra 10 kommuner: Ballerup, Bornholm, Favrskov, Frederiksberg, Ikast-Brande, Middelfart, Skive, Thisted, Vejle og Aabenraa. De 10 kommuner har gennem flere år har fået mange flygtninge og familiesammenførte videre fra virksomhedspraktik til selvforsørgelse, og de har samlet set en højere andel af flygtninge og familiesammenførte i beskæftigelse end landets øvrige kommuner.

Vidensnotatet præsenterer kommunernes erfaringer og anbefalinger på baggrund af mere end 45 interviews med både ledere og medarbejdere i de 10 kommuner samt repræsentanter fra 10 virksomheder, som kommunerne har anbefalet.

Erfaringerne viser, at der ikke er en 'one size fits all'-løsning, som garanterer gode resultater med den virksomhedsrettede indsats. Virksomhedspraktikken går ofte ikke helt efter planen, og 'bump på vejen' er reglen snarere end undtagelsen. Det kan dreje sig om alt fra mindre sproglige misforståelser til større konflikter eller skuffede forventninger. Kommunen anbefales derfor at være klar til hurtigt at rykke ud og hjælpe med at finde løsninger. Anbefalingerne inkluderer desuden direkte og konkret kommunikation, klar og realistisk forventningsafstemning og tæt samarbejde mellem de involverede parter.