Vejledning til kommunen

Det er ofte kommunen, som står for at matche virksomhed og borger, og som hjælper med at udarbejde igu-aftale og undervisningsplan.

Kommunen kan have en central rolle ift. at sikre et match mellem en virksomhed og en borger, som ønsker at påbegynde en igu-ansættelse. Kommunen har ofte en viden om virksomhedernes rekrutteringsbehov og et kendskab til de ledige borgere, hvilket er afgørende for et godt match.

Kommunens medarbejdere med virksomhedskontakt kan udbrede kendskabet til igu'en i den daglige dialog med de lokale virksomheder. Derved kan de etablere igu-ansættelser som en måde at dække virksomhedernes rekrutteringsbehov.

For at sikre det bedst mulige forløb er det en god idé at bygge videre på den beskæftigelsesindsats, den enkelte borger er en del af. Kommunen kan derfor spille en vigtig rolle i at understøtte, at igu-ansættelsen ligger i forlængelse af den hidtidige indsats.

Afklar, om borgeren er i igu-målgruppen

Kommunen skal sikre, at borgeren opfylder betingelserne for at tage en igu, fx ift. alder og opholdsperiode i Danmark. Desuden skal borgeren have en gyldig opholdstilladelse efter den relevante lov og paragraf.

Læs mere om, hvem der kan tage en igu

For at afklare, om en borger tilhører målgruppen for igu, kan kommunen slå borgeren op i Udlændinge Informations Systemet (UIS).

Log på UIS

Indgåelse af igu-aftale og udarbejdelse af undervisningsplan

Virksomheden og igu-kandidaten skal indgå en digital igu-aftale, som beskriver, hvad den samlede igu-ansættelse forventes at indeholde. Aftalen skal beskrive de arbejdsområder og funktioner, som den igu-ansatte skal beskæftige sig med. Senest en måned inde i igu-ansættelsen skal der desuden udarbejdes en undervisningsplan for den igu-ansattes opkvalificering.

Den konkrete tilrettelæggelse og fordeling af hhv. arbejdstid og opkvalificering aftales mellem virksomheden og den igu-ansatte. Kommunen kan hjælpe med at udarbejde igu-aftalen, inkl. undervisningsplanen.

Læs mere om, hvad igu'en indeholder

Den digitale igu-aftale inkl. undervisningsplanen oprettes og registreres i VITAS (virksomhedstilskudsadministrationssystemet). Undervisningsplanen kan løbende justeres under igu-ansættelsen, hvis der er behov for det.

Når igu-aftalen er oprettet i VITAS, kan kommunen få adgang til at se den ved at tilgå 'Virksomhedssupport' og søge på den ansættende virksomheds CVR-nummer.

Læs vejledning til igu-søgning i VITAS (pdf)

Log på VITAS (kræver MitID Erhverv)

SIRI har udviklet et overbliksværktøj, som kan bruges til planlægning og administration af de 23 ugers opkvalificering, som en igu-ansættelse skal bestå af.

Værktøjet er tænkt som en hjælp og inspiration, og det er helt frivilligt at benytte. Det benyttes alene som et internt dokument, og SIRI skal ikke modtage oplysninger fra værktøjet.

Det er brugerens ansvar, at opkvalificeringen følger de gældende regler, og SIRI påtager sig ikke ansvar for brugen af værktøjet.

Hent overbliksværktøj (Excel)

Tilmelding til opkvalificering

Hvis det aftales, at opkvalificeringen skal inkludere Danskuddannelse, er det kommunen, som henviser den igu-ansatte til et sprogcenter. Herefter indkalder sprogcenteret den igu-ansatte til et visitationsmøde, hvor den igu-ansatte bliver visiteret til det relevante niveau (Danskuddannelse 1, 2 eller 3).

For de øvrige typer uddannelse (AMU, avu, FVU, FGU og HF-enkeltfag) gælder det, at den igu-ansatte eller virksomheden selv kan stå for tilmeldingen. Kommunen vil dog ofte hjælpe med dette.

En igu-ansat kan som alle andre personer tilmeldes undervisningen digitalt via web-portalen Voksenuddannelse.dk. Det vil dog ved tilmeldingen ikke være muligt at angive, at der er tale om en igu-ansat. Derfor vil det heller ikke fremgå, at uddannelsen er uden deltagerbetaling. Den igu-ansatte skal derfor oprettes som almindelig kursist, og derefter skal uddannelsesstedet gøres opmærksom på, at der er tale om en igu-ansat. Da den igu-ansatte bliver oprettet som almindelig kursist, vil det også være muligt at oprette en ansøgning om VEU-godtgørelse, selvom den igu-ansatte ikke er berettiget til dette.

Det er også muligt at tilmelde den igu-ansatte ved at kontakte det enkelte uddannelsessted direkte.

Udgifter ifm. opkvalificering

Staten dækker den igu-ansattes deltagerbetaling for den opkvalificering, som indgår i igu-aftalen.

Hvis det er nødvendigt, at en igu-ansat modtager opkvalificering mere end 60 km. fra sin bopæl, og hvis kommunen har haft udgifter til kost og logi, er det muligt at ansøge om refusion af disse.

Bopælskommunen udbetaler uddannelsesgodtgørelse til den igu-ansatte for tid brugt på opkvalificering. Hvis den igu-ansatte har haft transportudgifter i forbindelse med opkvalificeringen, betaler kommunen også befordringsgodtgørelse. Staten refunderer derefter kommunens udgifter, da igu-ordningen er statsfinansieret.

Læs mere om økonomi under igu-forløbet