Modtagelse

Når en flygtning får opholdstilladelse i Danmark og bliver fordelt til en kommune, har modtagerkommunen ansvaret for modtagelse og boligplacering.

Opholdstilladelse og fordeling

Det er Udlændingestyrelsen, som behandler alle ansøgninger om opholdstilladelse til flygtninge. Under sagsbehandlingen bor asylansøgeren normalt på et asylcenter.

Hvis Udlændingestyrelsen giver en asylansøger opholdstilladelse som flygtning, bliver vedkommende samtidig fordelt til en kommune. Udlændingestyrelsen fastlægger hvert år visiteringskvoter, dvs. kvoter for fordeling af flygtninge mellem regionerne og de enkelte kommuner.

Se de aktuelle visiteringskvoter hos Udlændingestyrelsen

Læs om fastlæggelse af visiteringskvoter hos Udlændingestyrelsen

Forberedelse af modtagelsen

Kommunen modtager flygtningen ved udgangen af den efterfølgende måned. Det vil altså sige, at hvis en flygtning visiteres til en kommune 15. maj, modtager kommunen flygtningen 1. juli. Kommunen har således mindst en måned til at forberede modtagelsen. Det er muligt at aftale tidligere overtagelse.

Overgang fra asylcenter til kommune

Asylcentret og modtagerkommunen skal i fællesskab sikre, at flygtningens overgang fra asylcenter til kommune forløber bedst muligt. Asylcentret skal bistå kommunerne med overgivelsen, herunder organisere transport af flygtninge og ejendele til kommunen. Modtagerkommunen afholder udgifterne til transporten.

Asylcentret har desuden ansvar for at videregive relevante oplysninger om flygtningen til kommunen i et overgivelsesskema. Det kan fx være oplysninger om sprogkundskaber, uddannelse, erhvervserfaring og andre relevante forhold, som er vigtige for at sikre en målrettet og effektiv beskæftigelsesrettet integrationsindsats. Der kan være forskel på, hvor mange oplysninger asylcentret har på den enkelte flygtning, fx hvis vedkommende har været kort tid i asylcentret. 

Udlændingestyrelsen kan besvare generelle spørgsmål i forbindelse med overgangen samt spørgsmål om flygtningens opholdsgrundlag.

Udlændingestyrelsen har udarbejdet et standardiseret digitalt overgivelsesskema, som skal sikre systematisk indsamling og videregivelse af information om den enkelte flygtning.

Modtagelse og boligplacering

Modtagerkommunen har ansvaret for at modtage og boligplacere flygtningen.

Kommunen skal registrere flygtningen i Folkeregisteret/CPR og hurtigst muligt anvise flygtningen et midlertidigt opholdssted, som er indrettet med de mest basale møbler, køkkenredskaber mv. Kommunen kan i stedet for et midlertidigt opholdssted vælge at anvise en permanent bolig.

Desuden skal kommunen sørge for tilmelding af eventuelle børn til skole/daginstitution samt hjælpe med oprettelse af MitID, bankkonto, udfærdigelse af lejekontrakt mv.