Evaluering af projektet ‘Traumebevidst praksis i den beskæftigelsesrettede integrationsindsats’

Evalueringen afdækker tre fokusområder: Sagsbehandlernes faglige udvikling, borgernes progression og SIRIs understøttelse af kommunerne.

Evalueringen undersøger, hvordan projektet har påvirket sagsbehandlernes praksis i beskæftigelsesindsatsen over for borgere med traumer, samt sagsbehandlernes oplevede virkning af indsatserne på borgerne. Derudover undersøges udbyttet af SIRIs faglige opkvalificeringsforløb for beskæftigelsesmedarbejderne samt SIRIs rolle i implementeringen af den traumebevidste praksis hos kommunerne.

Undersøgelsen kan fungere som et udgangspunkt for, hvordan SIRI fremadrettet kan varetage dialogen med kommuner om faglig kvalificering. Undersøgelsen kan desuden give et praksisnært perspektiv og inspiration til kommuner, der arbejder med et traumebevidst fokus i den beskæftigelsesrettede integrationsindsats.