Deltagerne har haft særligt fokus på indsatsen over for ledige ukrainere og erfaringer med implementeringen af arbejdspligten.
SIRIs ERFA-netværksmøder har i efteråret samlet mere end 150 kommunale fagkoordinatorer, sagsbehandlere og virksomhedskonsulenter fra hele landet på fem regionale netværksmøder.
Med et stigende antal fordrevne ukrainere i Danmark er behovet for erfaringsudveksling og videndeling stort. På møderne blev der især delt erfaringer med indsatser målrettet ukrainere, der har udfordringer ud over ledighed – eksempelvis relateret til psykisk trivsel, helbred eller alder.
Et andet centralt tema var arbejdspligten. Deltagerne drøftede, hvordan kommunerne kan tilrettelægge lønnede timer, særligt tilrettelagte nytteindsatser og nytteindsatser, så borgerne både lever op til krav om arbejdspligten og samtidig udvikler sig i retning af beskæftigelse.
Flere deltagere delte praksiseksempler på lokale løsninger og samarbejder med virksomheder og civilsamfundet.
Erfaringsudvekslingen på tværs af kommunerne gav deltagerne ny inspiration til at styrke indsatsen yderligere og viden om praksis til SIRI – med et fælles mål om at hjælpe ledige med integrationsbehov tættere på job og selvforsørgelse.
SIRI organiserer kommunale netværksmøder til hhv. medarbejdere og ledere, som arbejder med kommunens beskæftigelsesrettede integrationsindsats.
På møderne får kommunerne mulighed for at netværke og dele viden, erfaringer og inspiration. Desuden orienterer SIRI om ændringer i regler og praksis og deler den seneste viden om målgrupper, indsatser og resultater.
Der afholdes typisk to årlige netværksmøder i hver region, som foregår på skift hos de deltagende kommuner. Deltagelse er gratis.