Igu’en styrkes med fagspecifikke uddannelsespakker til brancher med mangel på arbejdskraft

Integrationsgrunduddannelsen (igu’en) til ufaglærte udlændinge indeholder nu målrettede uddannelsesforløb med danskundervisning og faglig opkvalificering, som matcher behovene hos syv udvalgte brancher.

For en virksomhed bliver det nu langt lettere at sikre, at igu-ansatte får den nødvendige faglige opkvalificering og lærer de relevante fagord og begreber på dansk.

Fagspecifikke retninger med målrettede uddannelsespakker

For at målrette opkvalificeringen til virksomhedernes behov er der blevet udviklet fagspecifikke retninger til 7 udvalgte brancher, som oplever mangel på arbejdskraft.

Til hver af de fagspecifikke retninger er der udviklet en eller flere målrettede uddannelsespakker med AMU-kurser, som opkvalificerer den igu-ansatte til branchen og samtidig forbedrer de dansksproglige kompetencer. På denne måde lettes kommunens og virksomhedens tilrettelæggelse af uddannelsesforløb i forbindelse med igu-ordningen.

De syv fagspecifikke retninger er:

  • Køkken og restauration
  • Industri
  • Transport og lager
  • Bygge- og anlæg
  • Rengøring
  • Social og sundhed
  • Butik og handel

Det toårige igu-forløb med de nye fagspecifikke retninger er udviklet i et tæt samarbejde mellem SIRI, KL, Styrelsen for Undervisning og Kvalitet (STUK), Dansk Arbejdsgiverforening (DA) og Fagbevægelsens Hovedorganisation.

Læs mere om de nye fagspecifikke retninger

Find yderligere information og vejledning om igu

One-pagers og andre materialer om igu

SIRI har udarbejdet one-pagers til print, som er henvendt til hhv. borgere, virksomheder og kommuner. Her kan man via QR-koder let få adgang til vejledningssider og video om igu.

SIRI tilbyder desuden andre publikationer og materialer om igu, som er henvendt til forskellige målgrupper

Find publikationer og materialer om igu