Sammen med STAR har SIRI netop afholdt tre workshops med en række kommuner for at støtte implementeringen af arbejdspligten og sikre vidensdeling.
Vi har bl.a. været på Fyn, hvor der var stor interesse for at dele erfaringer. Flere er allerede godt i gang med at bruge særligt tilrettelagt nytteindsats og ser nye muligheder for at bruge ordinære timer i indsatsen.
Andre kommuner fremhæver, at de har fået en tættere kontakt til mange af de borgere, der befinder sig længst fra arbejdsmarkedet.
For denne målgruppe er særligt tilrettelagt nytteindsats velegnet til at træne og kvalificere basale kompetencer gennem konkrete arbejdsopgaver, før kommunen sender dem ud i en virksomhedspraktik.
Sammen med STAR samler vi gode eksempler på indsatser i arbejdspligten. Vi vil inden sommerferien tage på inspirationsbesøg hos kommuner med høj implementeringsgrad og som har en strategi for at sikre en kontinuerlig indsats arbejdspligten. De gode eksempler fra kommunerne vil i den kommende tid blive delt her på hjemmesiden.
Vi lægger desuden løbende FAQ-er om arbejdspligten ud på hjemmesiden. Her kan du bl.a. finde svar på spørgsmål om vurdering af timetal i arbejdspligten, som var blandt de spørgsmål, der for nylig blev rejst på STAR og SIRIs spørgetime om arbejdspligten.