En tredjedel af landets kommuner skal modtage afghanske FN-kvoteflygtninge

156 kvinder og børn på flugt fra Afghanistan kommer til Danmark inden sommerferien. Fælles for dem er, at de har opholdt sig i Tyrkiet under FN-beskyttelse.

For mange kommuner er det en helt særlig integrationsopgave at modtage FN-kvoteflygtninge, fordi flygtningene ankommer til kommunen uden forudgående asylophold i Danmark. SIRI har derfor i samarbejde med Udlændingestyrelsen holdt orienteringsmøde for de 37 kommuner, der skal modtage de nye medborgere.

Der var stor interesse for at deltage i mødet, hvor kommunerne fik en orientering om målgruppen, som kommer, og om situationen for kvinder på flugt fra Afghanistan. Kvinderne har typisk været på flugt i en årrække og opholdt sig i Iran, inden de er kommet til Tyrkiet.

Mødet satte også fokus på den gode modtagelse, og kvinderne har stort mod på at skabe sig en ny tilværelse i Danmark. De kommer med forskellige forudsætninger og arbejdsmarkedserfaring og vil som alle andre flygtninge blive omfattet af arbejdspligten. Det er vigtigt, at kvinderne den første tid bliver introduceret til det danske samfund, får tilbudt en helbredsundersøgelse og bliver mødt med en tro på, at de kan blive aktive medborgere, der klarer sig selv.

Se præsentation fra orienteringsmøde 2. juni 2025 (pdf)

DRC Dansk Flygtningehjælp har udarbejdet et vidensnotat om de afghanske FN-kvoteflygtninge. Vidensnotatet skitserer de forhold, kvinderne har levet under, og adresserer de æresrelaterede konflikter, som er et særligt opmærksomhedspunkt for målgruppen.

Hent vidensnotat hos DRC Dansk Flygtningehjælp (pdf)

Hvis du har viden eller mistanke om æresrelaterede konflikter, kan du altid kontakte Nationalt Center mod Æresrelaterede Konflikter (MÆRK).

Besøg MÆRK

Læs mere om modtagelse af FN-kvoteflygtninge