Introduktionsprogrammet skal sikre, at nyankomne flygtninge og familiesammenførte hurtigst muligt bliver selvforsørgende og kan deltage aktivt i det danske samfund.
Modtagerkommunen skal tilbyde nyankomne flygtninge og familiesammenførte et beskæftigelsesrettet introduktionsprogram, som består af danskuddannelse samt virksomhedsrettede tilbud, fx virksomhedspraktik og ansættelse med løntilskud.
Introduktionsprogrammet skal påbegyndes snarest muligt og senest 1 måned efter ankomst i modtagerkommunen. Det skal tilrettelægges med den målsætning, at borgeren er kommet i ordinært arbejde og er blevet selvforsørgende inden for 1 år. Programmet kan efter behov forlænges i op til 5 år.
Borgere, som finder ordinært arbejde og bliver selvforsørgende, har ret til at fortsætte danskuddannelsen. Sprogcentrene er forpligtet til at tilbyde undervisning, som kan kombineres med arbejde, og som kan afsluttes inden for 3 år. Danskuddannelsen må samlet forløbe over højst 5 år.
For målgruppen omfattet af reglerne om arbejdspligt skal introduktionsprogrammet bestå af en kontinuerlig indsats uden pauser.
Indsatsen i arbejdspligt kan bestå af virksomhedspraktik, ansættelse med løntilskud, ordinære løntimer, nytteindsats samt særligt tilrettelagt nytteindsats. Dette skal suppleres med danskuddannelse og evt. beskæftigelsesrettet vejledning og opkvalificering i begrænset omfang.
Indsatsen skal som udgangspunkt være 37 timer om ugen, inklusiv danskundervisning, forberedelsestid, jobsøgning uden for hjemmet, transport mellem aktiviteter mv.
Kommunen skal dog altid foretage en individuel vurdering, så arbejdspligtens indhold og omfang bliver afstemt med den enkeltes forudsætninger. Hvis der er behov for fx helbredsmæssige behandlinger, sociale foranstaltninger eller andre særlige indsatser efter sociallovgivningen, kan dette medregnes i timer i arbejdspligten. Kommunen kan desuden helt fritage en borger fra indsatser i en periode efter de almindelige fritagelsesregler, fx hvis kommunen vurderer, at indsatsen vil forværre borgerens helbred eller sygdom.
Ved fravær uden rimelig grund skal borgeren trækkes i ydelse.