En undervisningsplan omfatter igu-opkvalificering på fuld tid i 23 uger.
Det svarer til 23 x 5 = 115 dage eller 23 x 37 = 851 timer.
De skal fordeles over det 2-årige igu-forløb på i alt 104 uger.
Hvis en igu-ansat deltager i et AMU-kursus, tæller 1 undervisningstime som 1 time brugt på opkvalificering, da der ikke er forberedelse til AMU-kurser. Det betyder, at en hel uge med opkvalificering med AMU-kurser på fuld tid består af 37 undervisningstimer, dvs. i gennemsnit 7,4 timer per dag.
De andre godkendte igu-uddannelser (Danskuddannelse, FVU, avu, FGU og Hf-enkeltfag) har en omregningsfaktor på 2, da undervisningen har tilknyttet forberedelsestid. Derfor tæller 1 undervisningstime/-lektion som 2 timer brugt på igu-opkvalificering (1 times undervisning + 1 times forberedelse). 4 lektioner med Danskuddannelse svarer altså til 8 timers igu-opkvalificering.
Eksempel
En igu-ansat skal under hele igu-forløbet gå til danskundervisning 3 timer om ugen. Omregningsfaktoren for Danskuddannelse gør, at den igu-ansatte hver uge forbruger 6 timer af sin igu-opkvalificering.
Over en 2-årig periode bliver det til 104 x 6 = 624 timer eller ca. 17 uger.
Tilbage er 851 - 624 = 227 timer eller ca. 6 uger, hvor det aftales, at den igu-ansatte skal følge AMU-kurser.