Indsatser til unge

Et fritidsjob styrker de unges faglige, sociale og personlige kompetencer og giver branchekendskab, som kan være relevant, når den unge skal vælge job eller uddannelse.

Et fritidsjob styrker de unges faglige, sociale og personlige kompetencer og giver unge med flygtningebaggrund indblik i brancher, der kan være relevante for deres valg af uddannelse og fremtidige arbejde. Særligt for unge, hvis forældre har begrænset erfaring med det danske arbejdsmarked, rummer fritidsjobindsatsen et vigtigt integrationsperspektiv.

Unge med flygtningebaggrund kan i mange tilfælde have behov for hjælp til at få og fastholde et fritidsjob. Derfor kan en fritidsjobindsats være et virksomt redskab i kommunens samlede integrationsindsats målrettet unge.

Formålet med fritidsjobindsatserne er bl.a. gennem praksisnær læring at lære de unge, hvad det vil sige at gå på arbejde, og hvordan man opfører sig på en arbejdsplads. En fritidsjobindsats kan være brobygger i forhold til at etablere kontakt mellem unge og arbejdsgivere og være en hjælp til at finde de rette fritidsjob med relevante opgaver. Endelig kan en fritidsjobindsats bestå af pædagogisk støtte til de unge, som har brug for hjælp til at tackle personlige og sociale udfordringer, som står i vejen for, at de kan få og fastholde et fritidsjob.