Rådgivning

SIRI rådgiver og understøtter kommunernes beskæftigelsesrettede integrationsindsats gennem opkvalificering og kommunale netværk.

Det overordnede formål med vores rådgivning er at understøtte kommunernes planlægning og implementering af den beskæftigelsesrettede integrationsindsats. Vi har fokus på både at understøtte den integrationsfaglige praksis i beskæftigelsesindsatsen og at vejlede om fortolkning af gældende lovgivning.

Det gør vi ved at:

  • Formidle den nyeste forskningsbaserede viden om, hvad der virker i praksis
  • Informere om ændringer i love og regler, og hvordan de skal forstås og implementeres i praksis
  • Sparre om metoder og tilbyde materialer og redskaber, som kan bruges i det praktiske integrationsarbejde
  • Facilitere videndeling og sparring mellem kommunerne om den gode integrationsfaglige beskæftigelsesindsats

Målgruppe og fokusområder

Målgruppen for rådgivningen er kommunale ledere og medarbejdere med ansvar for borgere under introduktionsprogrammet og borgere, som har været i Danmark i mere end 5 år, men som fortsat har et integrationsbehov.

Vi tilbyder bl.a. rådgivning om:

  • Den gode modtagelse af flygtninge og fordrevne
  • Anvendelse af igu-ordningen, herunder sprogmakkerordningen
  • Implementering og understøttelse af arbejdspligten
  • Virksomhedsrettede integrationsindsatser
  • Sproglæring på virksomheder
  • Traumebevidst tilgang i beskæftigelsesindsatsen
  • Interkulturel kommunikation og helbredsforståelse

Rådgivningen i 2025 vil især have fokus på implementering af arbejdspligten og på at udbrede og understøtte igu-ordningen. Derudover vil vi også tilbyde rådgivning om bl.a. FN-kvoteflygtninge, fordrevne fra Ukraine, traumereaktioner og interkulturel kommunikation.

Faglige arrangementer

Vi tilbyder løbende forskellige faglige arrangementer såsom kurser, temadage, seminarer, webinarer, workshops og dialogmøder.

Her kan kommunerne få ny viden og inspiration til arbejdet med at styrke de eksisterende indsatser eller med at udvikle nye.

Se aktuelle faglige arrangementer

Netværk

Vi faciliterer kommunale netværk til henholdsvis ledere og sagsbehandlere/ virksomhedskonsulenter, som arbejder med den beskæftigelsesrettede integrationsindsats.

Vi arrangerer regelmæssige netværksmøder, som foregår hos de deltagende kommuner.

Deltagelse er gratis.